Forsiden

Artiklen om Visne blade skrev jeg til 2009-udgaven af Booktrader's julehefte. Og Booktrader ... tjek www.booktrader.dk


Visne blade

- og lidt om et vejnavn i Hillerød

 

I 1932 udkom bogen ”Visne blade” – ja, udkom er måske en overdrivelse, for bogen kom aldrig i fri handel. Og hvis det ikke lige var for en personlig dedikation i størstedelen af oplagets 310 eksemplarer, så ville forfatterens navn være et mysterium for de fleste og anledning til om muligt endnu flere grå hår hos landets antikvarboghandlere.

 

Manden bag denne meget personlige og noget usædvanlige bog er Axel Jarl. Kolofonen oplyser, at bogen er trykt hos J. Jørgensen & Co., og de 379 sider er indbundet i dansk hørlærred. Retskrivningen er forud for sin tid; navneord er skrevet med lille begyndelsesbogstav, og der er konsekvent brugt bolle-å.

 

Til venstre ses titelbladet fra Visne blade - mon ikke vignetten er
tegnet af den fugleinteresserede Axel Jarl?

Til højre ses Visne blade med bind af dansk hørlærred.

 

Bogens forord eller tilegnelse er ren Oscar Wilde inspiration – naturligvis startende med ”de profundis”. For han var virkelig langt nede, da han redigerede stoffet til Visne blade. Axel Jarl samlede nemlig bogen af gamle artikler og foredrag (deraf titlen ”Visne blade”) under sin indlæggelse hos overlæge Hjalmar Helweg på Sindssygehospitalet i Vordingborg. Han havde i 1931 fået en højesteretsdom for ”omgængelse mod naturen”, da retten fandt ham til fare for landets retssikkerhed. Hans forbrydelse bestod i en fascination af mandsynglinge, og han blev dømt for uterlighed mod nogle københavnske skoledrenge.

 

Men hvem var han egentlig denne Axel Jarl? I den korte version var han cand.theol., højskolemand, godsejer, Tietgens nevø, ven af kongehuset, kunstner, naturfredningsmand, modstandsmand og mæcen. I den lidt længere version var han født Axel Jørgensen (navnet Jarl antog han i 1901) i 1871 som ældste søn af cand.polyt. Vilhelm Jørgensen, der sammen med G.A. Hagemann ejede kryolitfabrikken Øresund. Han voksede op i et velstående hjem i Rosenvænget på Østerbro som den ældste af en børneflok på 4. Fasteren Laura var gift med finansfyrsten C.F. Tietgen, og i deres barnløshed behandlede de Axel Jarl og hans søskende nærmest som deres egne børn.

 

Som nyudklækket cand. theol. blev Axel Jarl 1896 lærer på Vallekilde Højskole hos Ernst Trier. Sammen med Triers svigersøn Eyvind Mørch (Dea Trier Mørchs morfar, som hun har skrevet om i Kastaniealléen) planlagde han at oprette en højskole. Han købte en gård på Kalundborgegnen, som han begyndte at ombygge til formålet, og han fik Bindesbøll til at tegne et gymnastikhus til skolen. Men Højskolen Bøgebjerg kom aldrig i gang, for midt i arbejdet måtte Axel Jarl lade sig indlægge på sindssygehospitalet i Middelfart på grund af sin homoseksualitet. Han var ellers nygift og netop hjemkommet fra en lang bryllupsrejse til bl.a. Israel og Egypten, men hans følsomme sind var tilsyneladende bukket under for den offentlige morals pres. Højskolen blev bortforpagtet og i 1899 indviet under navnet Ubberup Højskole.

 

Axel Jarl og hans hustru Gunnild flyttede til Østjylland, hvor de købte Rodskov Strandgård. Her blev sønnen Jens Joachim Jarl født år 1900, men allerede 1903 døde Gunnild, og sønnen blev sat i pleje hos sin faster. Inspireret af broderen billedhugger Viggo Jarl drog Axel Jarl til München og senere til Paris for at uddanne sig til kunstner. Først i 1917 vendte han hjem til Danmark, da han ved fasteren Lauras død arvede Tietgens lystejendom Strødam ved Hillerød inkl. 134 ha skov og landbrug.

 

På Strødam blev han stærkt optaget af natur og naturfredning, og 1925 gennemførte han en frivillig fredning af størstedelen af Strødams arealer, der blev udlagt til et naturreservat. I 1927 giftede han sig med dronning Alexandrines tidligere hofdame Jutta Lund, og 1929 købte han den 177 ha store naboejendom Sophienborg – han var nu også godsejer.

 

Axel Jarl var en ivrig foredragsholder og skribent, der gerne delte sin viden med andre. Emnerne spændte vidt lige fra stormogulerne over indisk musik til Jeanne d’Arc og Danmarks fugleliv. Enkelte foredrag blev udsendt i radioen, og især hans foredrag om Vores vilde fugle og deres fredning, hvor han anklagede jægerne for deres jagtmetoder, gav anledning til en lang og hidsig debat. Det er et bredt udsnit af alle disse artikler og foredrag, han har samlet i bogen Visne blade. Arbejdet med bogen har ganske givet haft det terapeutiske sigte at forhindre hans sjælelige undergang under fængslingen.

 

Var Axel Jarl ikke landskendt, så blev han det efter højesteretsdommen i starten af 1930erne – en uterlig godsejer var det rene kræs for dagspressen. Selv om Axel Jarls liv gentagne gange blev bragt ud af kurs, formåede han med stor energi og kreativitet at finde nye veje for sin foretagsomhed. Da han blev løsladt (et barnebarn af familien Jarls huslæge har engang forsøgt at overbevise mig om, at Axel Jarl ligefrem måtte lade sig tvangskastrere for at få lov til at vende tilbage til friheden), tog han fat på at udvikle landbruget på Sophienborg. Det resulterede i et mønsterbrug, hvorfra landets reneste mælk kom, og fra 1936 blev mælken aftappet på paraffinerede papkartoner.

 

På Strødam og Sophienborg skabte Axel Jarl med sin store gæstfrihed et fristed for mange af tidens store personligheder indenfor musik, kunst, litteratur, politik og videnskab. Aksel Schiøtz blev i starten af sin karriere støttet af Axel Jarl, og han optrådte gentagne gange for det store folkehold på Strødam og Sophienborg. Udenlandske verdensstjerner som Marian Anderson og Paul Robeson optrådte også på Strødam – ja selv en purung Ravi Shankar har spillet citar på Strødams terrasse – mere end 20 år før han optrådte på Woodstock-festivalen.

 

Kommunister og socialister havde Axel Jarls store sympati, og kommunisterne oplevede ham adskillige gange som ”manden med papkassen”, når de manglede penge. Da besættelsen kom, faldt det Axel Jarl naturligt også at støtte modstandsbevægelsen. En lokal modstandsgruppe fik husly på Sophienborg, hvor de opbevarede store mængder våben, og Axel Jarl indbød lokalbefolkningen til alsangstævner i Sophienborgs søjlehal. Hans antinazistiske holdninger og handlinger førte ikke uventet til, at han i 1942 blev arresteret af tyskerne. Han slap dog snart ud igen, og efter endnu en arrestation flygtede han i 1944 sammen med Jutta til Sverige.

 

Straks efter befrielsen vendte de hjem til Sophienborg, hvor Axel Jarls første handling var at arrangere et gigantisk folkemøde til ære for Frederiksborg Amts frihedskæmpere. Ifølge Ritzaus Bureau deltog omkring 10.000 mennesker i folkemødet, hvor Aksel Larsen og Christmas Møller var hovedtalere. Det var ved denne lejlighed, Christmas Møller udtalte de berømte ord vi er alle under anklage.

 

Efter Jutta Jarls død i 1947 begyndte Axel Jarl at overveje, hvordan han skulle sikre den fremtidige drift af Strødam og Sophienborg. Resultatet blev oprettelsen af den selvejende institution Sophienborg Læregård og Strødam (senere omdøbt til Jarlfonden) i håbet om, at Sophienborg kunne videreføre uddannelsen af unge landmænd som et skoleskib på landjorden. Naturreservatet på Strødam er gennem mange år benyttet af Københavns Universitet til forskningsformål – mens hovedbygningen i 1998 blev solgt fra til private. Sophienborg blev i 1975 købt af Hillerød Kommune og er i dag udstykket til en ny bydel. Til gengæld har Jarlfonden siden 1969 ejet godset Frihedslund ved Tissø, så Axel Jarls ideer om et praktisk lærested for unge landmænd lever videre i bedste velgående.

 

Axel Jarl døde i 1950 efter et virksomt liv ud over det sædvanlige. Han kunne have trukket sig tilbage i en ung alder og levet rigeligt af arven efter Tietgen, men han var bevidst om, at rigdom forpligter. Man har ikke penge for at tælle dem, men for at bruge dem, så man derved tjener andre, udtalte han i 1949. Jeg har talt med mange, der har kendt Axel Jarl – lige fra tidligere ansatte og landbrugselever til Sam Besekow – og alle har omtalt ham med den største respekt og glæde, og de har rost hans virkelyst og sociale engagement.

 

Efterskrift

Jeg er sikker på, at Axel Jarl ville have nikket anerkendende til World Outgames, der i slutningen af juli 2009 blev afholdt i København, og han ville såmænd nok også have støttet initiativet økonomisk – men anonymt naturligvis.

 

Han ville sikkert også med dybe panderynker have fulgt miljødebatten og klimatopmødet i København. For allerede i 1927 udtalte han offentligt og nærmest profetisk, at menneskeslægten vil ikke komme til at uddø af mangel på solvarme eller af atmosfæriske forstyrrelser, men mennesket vil tørres ud som Danmarks kilder ved lutter tekniske fremskridt og videnskabelige hjælpemidler. Vor civilisation gør os selv hjemløse på jorden ved at civilisere naturen.

 

En mere fyldestgørende historie om Axel Jarl skrev jeg i øvrigt i 1994 sammen med museumsinspektør Flemming Beyer, Hillerød, og den blev trykt i Årbog for Frederiksborg Amts Historiske Samfund, og også udgivet som særtryk og som lydbog. Historien var medvirkende til at give Axel Jarls navn fornyet liv. Hillerød Kommune besluttede nemlig i 2004 (efter en voldsom polemik i den lokale dagspresse) at opkalde ”Axel Jarls Vej” i Hillerøds Sophienborgudstykning efter ham. Men kunne man virkelig opkalde en vej efter en mand, der var dømt for uterlighed mod skoledrenge? Efter en ekspertudtalelse fra en af landets mest ansete jurister blev vejen i Hillerød efter min opfattelse ganske fortjent opkaldt efter Axel Jarl.

 

Palle Bruun Olsen