Forsiden

Til Booktrader's julehefte 2008 skrev jeg denne artikel, som havde været på vej i min underbevidsthed i et par år efter en provokerende bemærkning i en TV-udsendelse. Og Booktrader? Jo, det er et Københavnsk antikvariat, jeg kan anbefale på det varmeste - besøg antikvariatet på http://www.booktrader.dk/ 
 

En samlers refleksioner

I efteråret 2006 var DR’s livsstilseksperter fra ”Kender du typen” på besøg hos modemanden Erik Brandt. Bag dørene til det Brandtske hjem åbenbaredes ophobninger af kuriositeter fra alle verdenshjørner. Dette fik livsstilseksperterne til groft at karakterisere samlere som usikre mennesker på jagt efter deres identitet. Da jeg fra barnsben har været forsynet med et samlergen af betragtelige dimensioner, har jeg lige siden TV-udsendelsen været pikeret af denne karakteristik – har de virkelig ret? Hvad er samlere – og hvad går trangen til at samle ud på?

Mit eget samleri har taget mange forskellige retninger gennem årene. Som barn har jeg har været omkring frimærker og mønter uden vedholdende interesse. Jeg fandt aldrig helt ud af, hvad det med frimærker gik ud på, og jævnlige pekuniære kriser gjorde konstant indhug i samlingen af kurante, danske mønter. Lidt bedre gik det med at samle fodboldbilleder fra Haribos NU-pastiller, selv om jeg hele tiden var på randen af en lakridsforgiftning. I teenageårene begyndte interessen for bøger og kunst at vokse. Det første kunstkøb midt i 1970erne var et serigrafi af Ib Geertsen - et noget vovet køb for en teenager fra et hjem med traditionel glarmesterkunst på væggene; kunst man kunne se hvad forestillede. Min løsrivelsesproces var for alvor startet.

Et beskedent legat fra gymnasiet blev vekslet til Dan Turells ”kuglehovedudgave” af Vangede Billeder – tænk at man kunne skrive sådan, og tænk at en bog kunne se sådan ud! Grunden var lagt til en bogsamling, en organisk samling på konstant 2.000 bind – men tusindvis af bind har gennem de seneste 30 år været på gennemrejse i reolerne. Efterhånden har bogsamlingens indhold taget retning mod design, kunsthåndværk, keramik, bøger med originalgrafik, arkitektur, rockmusik og lokalhistorie fra mit lille hjørne af Danmark. Alt sammen konstante interessefelter gennem mange år, der har medført den rituelle adfærd, at kl. 00.10 når søndag netop er blevet til mandag, tjekker jeg trofast uge efter uge antikvariat.net for at følge antikvariaternes nyerhvervelser.

Bogsamlingen består mest af bøger, der skal dokumentere mine øvrige samlinger. Men der er også en del, der med sit indhold af originalgrafik tjener rent æstetiske formål. Jeg boede i en del år i et meget lille byhus, hvor vægpladsen var optaget af bogreoler, men kunst måtte jeg eje, og derfor opstod interessen for bøger med originalgrafik af helt praktiske årsager.

Med voksenlivet har samleriet fået nye mål. Hjemmet skal udstyres, og hos os skal man lede længe efter et møbel eller en genstand, der ikke er anskaffet second hand. Medierne erindrer os dagligt om CO₂-udslippet. Hvorfor så dog bidrage yderligere til jordens undergang ved at hoppe på køb og smid væk kulturen med shopping af ligegyldigheder hos ligeså ligegyldige forretningskæder, når man på loppemarkeder, i genbrugsbutikker og på auktioner kan finde veldesignede og funktionelle kvalitetsting til spotpriser?

Altid er jeg på jagt efter gode bøger, kunst, keramik og andet, der giver livet mening. Jeg er for resten også begyndt at samle på vinylplader igen. Det var da vist en fatal brøler, at vinylpladen blev udfaset i starten af 1990erne. Vinylpladerne er i øvrigt med til at bygge bro over generationskløften, når midaldrende og ældre herrer mødes over pladekasserne med helt unge mennesker. Ofte kæmper de om de samme plader med Herbie Hancock, Jimmy McGriff, Miles Davis etc.

En god uge er en uge, hvor jeg får besøgt mindst et loppemarked, bogmarked eller antikvariat. Men hvorfor egentlig? Jo, jeg tror det hænger sammen med min indre stenaldermand. Min kampdrift skal afledes; jeg skal have mit ugentlige adrenalinkick. Mine knæ og ankler er blevet for skrøbelige til fodbold, og jeg er godt gift. Når jeg f.eks. står foran Helligåndshuset på vej ind til et hollandsk bogmarked, så oplever jeg samme adrenalinkick som i mine unge år lige før en fodboldkamp eller før en bytur for at studere øl og piger.

Hånden på hjertet så er det nok de færreste genstande i mine samlinger, der kan stå for tidernes lakmusprøve. Jeg har nemlig konstateret, at besiddelsen ikke er det vigtigste for mig. Det er erhvervelsesøjeblikket, der giver mig kicket - som når jægeren nedlægger sit bytte.

Det har i øvrigt slået mig, at hvis udgangspunktet er, at vi som samlere i antikvariater, på loppemarkeder og andre spændende steder finder, hvad andre har kasseret, så er det vel egentlig tingene, der finder os. Vi sammensætter i alt fald ikke vores samlinger efter princippet frit valg på alle hylder. Lidt den samme teori, som når nogle påstår, at hunde via deres adfærd opdrager deres herrer og ikke omvendt.

Danmark er i dag en nation af samlere. Vores forældre og bedsteforældre tilhørte mere en nation af gemmere, en slags rettidig omhu mod trangere tider. Nutidens samleri må derfor ses som et udtryk for en velstand og et overskud hos den enkelte samler. De fleste ting vi samler på, er jo dybest set overflødige målt med en ”diogenisk” målestok. Vi er hele tiden på jagt efter noget, vi simpelthen må eje, uden at vi nødvendigvis har brug for det. De fleste af os er da også velsignet med en ægtefælle, der jævnligt erindrer os herom med spørgsmålet ”hvad skal du dog bruge det til?”

Det sociale aspekt i det at samle må bestemt ikke overses. Når jeg tirsdag aften står og venter på, at det ugentlige loppemarked skal åbne dørene, så ved jeg præcis, hvad de andre i køen er på jagt efter. Og vi bruger ventetiden på at drøfte vores seneste fund. Vinderen er naturligvis den, der kan få de andre til at blegne af misundelse over en erobring. Loppe- og kræmmervennerne er altså en klar sidegevinst til samleriet. En stor del af fornøjelsen ved at samle er jo netop at ”dele” sin samling med andre ligesindede.

Jeg har mødt mange samlere på min vej, og en samler er ikke bare en samler. Der er typer a la frimærkesamleren eller møntsamleren, der går efter det komplette. De må være styret af venstre hjernehalvdels indre regneark og trang til orden, hvor det er den komplette og velordnede samling, der giver tilfredsstillelsen. Samlingerne eksisterer gennem genstandenes homogenitet og komplethed. Når denne type samler går på jagt, så ved han helt målrettet, hvad han går efter. Det er næppe blandt denne kategori samlere, man finder de helt vilde spontankøb.

Og så er der samlerne, der finder ofte uegale ting og sager fra øst og vest og derigennem opbygger deres egen helt personlige ophobning af genstande. Deres samlinger lever gennem genstandenes indbyrdes forskellighed, og ud af forskelligheden opstår samlingernes egenart. Denne type samlere er naturligvis styret af højre hjernehalvdel og kommer med garanti ofte hjem med genstande, som de bare ikke kunne lade ligge. De ved nemlig aldrig helt, hvad de mangler, før de ser det.

En interessant afart er wannabe-samlerne, der kan sammenlignes med de dele af det bedre borgerskab, som tror at man kan købe sig til at være kultiveret ved at gå til de rigtige udstillinger, koncerter og teaterforestillinger. Wannabe-samlerne tror tilsvarende, at man kan købe sig til identitet og prestige ved at samle på de ”rigtige” designerting eller på et eller andet eksotisk, så hjemmet ville kunne gøre sig på forsiden af et livsstilsmagasin. Men de samler ikke med hjertet; der vil altid være noget kunstigt, udvendigt og overarrangeret over deres hjem.

Samlernes jagtmarker trues konstant af rovdyrene. Rovdyrene er nemlig i denne sammenhæng de professionelle opkøbere, der altid øjner en god forretning og oftest står forrest i køen med deres velspækkede tegnebøger for at komme samlerne i forkøbet. Senere kan samlerne så gå til rovdyrene og købe tingene til mindst det femdobbelte. For rovdyrenes vedkommende er det nok mere tegnebogen end hjernehalvdelene, der styrer indkøbene.

Men der er næppe grund til at have ondt af samlerne, for mon ikke også de slår til, hvis de kan erhverve en ting, de med sikkerhed kan score en god fortjeneste på. Samlingernes fortsatte forædling skal jo også finansieres.

Tilbage til udgangspunktet, så er Erik Brandt eller andre samlere (wannabe-samlerne undtaget) ikke usikre sjæle på jagt efter identitet. Tværtimod er de øjemennesker, der får øje på en genstands skønhed, særpræg og muligheder længe før de fleste andre. Samlerne er i tilgift nysgerrige af natur; enhver nyerhvervet genstand skal naturligvis dokumenteres og sættes ind i den rette kontekst. Derfor finder vi blandt samlerne også nogle af de største eksperter på en lang række specifikke felter, og vi kan ikke takke fortidens samlere nok, for at de har været med til at sikre vigtige elementer af vores kulturarv for både nutiden og fremtiden.

Så op på hesten igen DR – Danmarks samlere fortjener en bedre og mere nuanceret karakteristik!

Palle Bruun Olsen