Forside

Hans Sørensen - og hans kunst

 
Foredrag holdt i forbindelse med en kunstaften på Røsnæs Hotel 8. april 2009, hvor de 80 gæster indtog en lækker 3-retters menu omgivet af en udstilling af Hans Sørensens billeder

 

Inden resten af middagen bliver serveret, har jeg lovet at fortælle lidt om Hans Sørensen. Mens jeg fortæller, er I velkomne til at fordybe jer i det udvalg af hans billeder, som hænger her i lokalerne.

 

Jeg hedder Palle Bruun Olsen, og jeg skrev i 1996 sammen med Thomas Petersen den eneste og for længst udsolgte bog, der indtil i dag er lavet om Hans Sørensen. Da jeg blev spurgt, om jeg ville komme her i aften og fortælle lidt om Hans Sørensen, sagde jeg straks ja. Et kunstarrangement som det i aften fortjener naturligvis al mulig opbakning – og kan jeg på nogen måde bidrage til Hans Sørensens eftermæle, så gør det det gerne.

 

Men midt i mine forberedelser til i aften blev jeg ramt af en for mig så velkendt krise. Kunstnere lider ofte af angsten for det hvide lærred. Jeg lider af en tilsvarende angst for det hvide papir. Skulle jeg nu fortælle om kunstneren Hans Sørensen eller skulle jeg fortælle om Hans Sørensens kunst. Jeg kom en sen nattetime frem til, at i tilfældet Hans Sørensen kan kunst og kunstner ikke skilles ad, så jeg vil i aften simpelthen fortælle jer om HANS SØRENSEN - OG HANS KUNST. Det bliver ikke den fulde historie, for så får I ikke noget at spise i aften. I må nøjes med de store linier.

 

Hans Frederik Sørensen var født 28/7 1921 på Nyvangsvej 8A, 2. sal i Kalundborg. Han kom fra et arbejderhjem med et stærkt socialdemokratisk engagement. Altså en rigtig Kalundborgdreng opvokset i depressionsårene efter skibsværftet og Kalundborg og Omegns Banks krak i 1921. I øvrigt tilhørte han også den første generation Kalundborgensere, der oplevede en socialdemokratisk borgmester.

 

Kalundborg var på dette tidspunkt ikke just kulturens Mekka. Den eneste fastboende kunstner var maleren Johannes Lembcke Jensen, der boede ude i Kåstrup og mest malede landskaber og portrætter. Nu og da var der en kunstudstilling på Hotel Postgården, men ellers skete der ikke ret meget på kunstfronten, før en ny generation af lokale kunstnere dukkede op i 1930erne og 40erne. Især må nævnes Eyvind Olesen og Frede Rasmussen. Ude på Røsnæs slog den landskendte maler Martin Kaalund-Jørgensen sig ned hver sommer. Han var i øvrigt Asger Jorns første lærer udi kunsten i Silkeborg, og han var også til stor inspiration for kulturlivet på Kalundborgegnen i Hans Sørensens ungdom. Jeg ved, at Hans Sørensen besøgte ham adskillige gange.

 

Det kunne godt være, at Hans Sørensen skulle være kunstner, men først skulle han have et håndværk at falde tilbage på, mente hans far. Og valget faldt på malerhåndværket, hvor han efter 5 års læretid fik svendebrev i 1941. Derefter tog han på teknisk skole i Odense for at videreuddanne sig inden for skrift og dekoration.

 

I 1943 drog han til København, hvor han på Børge L. Knudsens malerskole i Bredgade forberedte sig til optagelse på kunstakademiet. Men da han hørte om akademiets tørre og uinspirerende undervisning, ombestemte han sig. Efter en kort periode som teatermaler på Det ny Teater, vendte han hjem til Kalundborg, hvor han 1947 blev gift med Ellen Sofie Andersen.

 

Året 1947 blev en milepæl i Hans Sørensens liv. Udover ægteskab blev det også til debut på Kunstnernes Efterårsudstilling med et gadebillede fra Øen i Kalundborg, malet på sækkelærred – en nødvendighed på grund af efterkrigsårenes penge- og vareknaphed. Hans Sørensen var nu blåstemplet som kunstner, selv om han langt fra kunne leve af sin kunst.

 

I 1948 og 1951 blev familien udvidet med sønnerne Jesper og Morten, og 1951 flyttede familien fra Nygade 2A til farfaren Frederik Sørensens hus i Vedelsgade 5. Dette skulle blive Hans Sørensens hjem de næste 45 år. For at skaffe penge til mad og husleje arbejdede Hans Sørensen i perioder som håndværksmaler. Han underviste også malerlærlinge på Teknisk Skole, og på handelsskolen underviste han i skilteskrift.

 

 

M59 – 50 års jubilæum i år!

 

I 1959 dannede Hans Sørensen sammen med Jørgen Brynjolf, Markan Christensen, Mogens Dithmer Aage Holm, Karl Gustav Jørgensen, Henning Møller og Jørgen Møller Malersammenslutningen af 1959. De var alle unge malere, der arbejdede i et abstrakt formsprog inspireret af naturoplevelser.

 

Årsagen til dannelsen af den nye gruppe skal findes i de dårlige udstillingsforhold, ligesom det også var en protest mod Efterårsudstillingen på Charlottenborg, der ville udelukke de kunstnere, der ikke havde gået på Akademiet.

 

M59 åbnede sin første udstilling i Den Frie udstillings bygning i august 1959 med den svenske maler Olle Bonnier som gæst.

 

Som Ib Sinding-Jensen noterede det i Hvedekorn året efter er "alle andre sammenslutninger herhjemme konglomerater af stilarter. På M 59 møder vi udelukkende abstrakte udtryksformer, som i mere eller mindre udpræget grad har rod i virkeligheden."

 

De otte unge kunstnere var ganske initiativrige og fik også deres udstillinger vist i Kalundborg, Hjørring, Viborg og Silkeborg samt i udlandet, på universitetsmuseerne i Oklahoma og i Texas. Som et lille kuriosum blev komponisten Jørgen Plaetner i 1963 indbudt som gæst hos M59. Plaetner var den danske elektronmusiks bedstefar, og han boede i Kalundborg og underviste på Kalundborg Gymnasium og på Refsnæsskolen, indtil han 1967 blev stadskomponist i Holstebro.

 

Hans Sørensen forlod M59 i 1967, og begrundede dette med ønsket om igen at kunne arbejde frit og finde ny inspiration uden at føle sig bundet i faste rammer.

 

M59 eksisterer stadig, og jeg er spændt på, om gruppen fejrer 50 års-dagen med en bred udstilling af tidligere og nuværende medlemmers værker. Det synes jeg, ville være ganske passende.

 

 

Kalundborg Gymnasium

 

I 1964 blev Hans Sørensen ansat som billedkunstlærer på Kalundborg Gymnasium, hvor han de første år delte undervisningen med sin gamle malerven fra ungdommen Frede Rasmussen. Hans Sørensen stoppede som 67 årig i 1988. I 24 år nåede Hans Sørensen at sætte et afgørende præg på mange af gymnasiets elever – billedkunstlokalet blev til en kreativ og afslappende oase midt i gymnasieelevernes ellers så hektiske jagt på gode termins- og eksamenskarakterer.

 

Da vi i 1996 skrev bogen om Hans Sørensen, sendte Maja Lisa Engelhardt os følgende karakteristik af sin gamle lærer Hans Sørensen:

 

På Kalundborg Gymnasium traf jeg fra første real Hans Sørensen. Som var vores formningslærer. Her var pludselig et menneske, som jeg forstod, og som forstod mig. Han støttede mig bevidst og ubevidst i min lyst til at male og tegne. Han satte sjældent sig selv i forgrunden, men forsøgte at få det bedste ud af eleverne. Han var solidarisk med os i et og alt – og først og fremmest for mig, forstod han den magiske kunst at forvandle det sete til et billede. Det endte med, at jeg blev maler, og Hans Sørensen ved, for jeg har selv fortalt ham det, at han har en stor del af ære derfor.

 

De årlige skolekomedier på gymnasiet var et kapitel for sig. Her boltrede den gamle teatermaler Hans Sørensen sig med scenografien, der hævede forestillingerne op til et nærmest professionelt niveau. Senere nød også Kalundborg Amatør Teater godt af Hans Sørensens evner, bl.a. ved en del sommerforestillinger i Gryden på Møllebakken.

 

 

Bispegaarden

 

Havde det ikke været for Hans Sørensen, havde vi næppe haft udstillingssted i Bispegården i dag. I 1981 var Bispegården netop blevet gennemgribende istandsat, og kulturudvalget fandt ud af, at de ville markere indvielsen med en udstilling af Hans Sørensen i anledning af hans 60 års fødselsdag. Udstillingen blev et tilløbsstykke af dimensioner, og Kulturudvalget besluttede derfor at gøre Bispegården til permanent udstillingsbygning. Efterfølgende dannede de lokale kunstnere med bl.a. Hans Sørensen og Grete og Mogens Balle i spidsen Bispegårdsgruppen. Det blev hurtigt en tradition, at Bispegårdsgruppen fik sommerperioden til sin årlige udstilling, og her kunne vi følge Hans Sørensens udvikling gennem de følgende 15 år.

 

 

Maleriets faser

 

I starten af sin karriere i 1940erne var Hans Sørensen stærkt præget af tidens socialrealistiske mørkemaleri under inspiration af professor Aksel Jørgensen. Men i nogle af hans tidlige grafiske arbejder af kortspillende mænd anes en tydelig inspiration fra den tyske maler Otto Dix. Billederne fra denne periode er ofte bevidst naive i deres udtryk.

 

I løbet af 1950erne gennemgår Hans Sørensens billeder en voldsom udvikling. Først samler motiverne sig i større farveflader (hvad enten det er portrætter eller landskaber), inden de mod 50ernes slutning bliver abstrakte med genkendelige elementer af skibe, huse eller havnekraner. Hans billeder fra denne periode er blevet sammenlignet med Preben Hornungs, men jeg synes også han på mange måder nærmer sig billedhuggeren Lynn Chadwick. Og jeg aner også en vis inspiration fra Mondrian, der var et af hans forbilleder.

 

Den abstrakte stil raffineres i løbet af 1960erne og 70erne, hvor de fleste billeder blot har titlen ”figurbillede” og det er primært jordfarverne, der indgår i paletten.

 

I 1980erne og 90erne eksploderer Hans Sørensens farveunivers, og der kommer mere genkendelige elementer ind i billederne. Han begynder at beskæftige sig med psykologiske portrætter, ligesom flere af hans billeder får erotisk indhold. Der er som om et langt livs erfaring både med livet og med kunsten kommer til udfoldelse i denne periode.

 

 

Afslutning

 

Hans Sørensen var et særdeles beskedent menneske, der ikke var særlig meddelsom, når talen faldt på hans billeder. Jeg kan ikke sidde her og sige, hvad mit maleri drejer sig om. Hvorfor skulle jeg male, dersom jeg kunne sige det i ord? – udtalte han i et interview i 1967. Senere løftede han dog en lille flig af sløret med ordene:

 

Når jeg maler, forsøger jeg ikke at spille teater eller fortælle en bestemt historie. Jeg prøver gennem farverne og figurerne at gengive en stemning, jeg selv har oplevet. At andre kan opleve noget helt andet, når de ser mine billeder, er jo til syvende og sidst meningen med det hele.

 

Da Hans Sørensen nærmede sig sin 75 års fødselsdag fik jeg en dag den skøre ide, at der burde laves en bog om ham. Jeg betragtede i alt fald ideen for skør, for jeg anede ikke, hvordan jeg skulle overbevise den beskedne og meget private kunstner om nødvendigheden af en bog om ham og hans kunst. Men jeg kontaktede Hans Sørensen, og til min store overraskelse sagde han ikke straks nej. Efter yderligere et par samtaler sagde han ligefrem ja, og Thomas Petersen og jeg gik i gang med at skrive bogen, der efter planen skulle udkomme på Hans Sørensens 75 års fødselsdag.

 

Desværre fik jeg aldrig lejlighed til at vise Hans Sørensen den færdige bog, for han døde 24. juni 1996, godt en måned før han ville være fyldt 75. I nekrologen i Kalundborg Folkeblad skrev Thomas Petersen:

 

"Hans Sørensen var ikke til de store armbevægelser udadtil, men som billedmager var han en af de store. Når han var bedst som maler og grafiker, var han så fremragende, at kun en medfødt beskedenhed og ulyst til at beskæftige sig med det kommercielle omkring kunsten forhindrede ham i at få sit navn frem i allerforreste række".

 

Det var ordene – nyd nu billederne og maden i fulde drag!